Baggrund
Velkommen til COASTal LIFEs hjemmeside. Her kan du få fakta om projektet, få billeder til frit brug, se tidligere omtale, downloade logoer mv.
COASTal LIFE kort fortalt:
Projektet er et kommunalt samarbejde om naturgenopretning i lavvandede marine områder og på de tilknyttede strandenge.
Mange overgangszoner mellem lavvandede marine områder og land som tidligere var udbredte i store dele af EU’s og Danmarks fjorde er i dag forsvundet - herunder dele af dem i Mariager Fjord og i Limfjorden. I det marine forland, som overgangszonen også kaldes, og i de lavvandede områder med ålegræs, er der gode fouragerings- og ynglevilkår for fugle, opvækstvilkår for blandt andet fisk og meget andet. De fleste lavvandede fjordområder havde tidligere udbredte ålegræsbestande omkranset af en varieret kyst med holme, laguner, loer og vejler, som naturlige overgangszoner mellem fjord og land. Holme, stenrev mv. har også spillet en afgørende rolle ved at dæmpe bølgerne og derved stabilisere kystlinjen. Ålegræssets rødder og jordstængler har stabiliseret sedimentet på det lave vand.
Igennem de sidste 100 år er kystzonen forandret dramatisk. De vidtstrakte ålegræsbede i de lavvandede vandområder er væk, blandt andet på grund af eutrofiering - altså på grund af kvælstof og fosfor der bliver tilført havområderne - og der eksisterer i dag kun få større sammenhængende ålegræsbede. Stenrev er fisket op fra fjordbunden og mange holme er forsvundet. Forandringen har betydet at levesteder for bl.a. de fuglearter, som yngler på strandenge, er begrænsede, fisk som skjuler sig i ålegræs eller stenrev mangler opvækstområder, og overgangszonen mellem vand og land konstant mindskes.
COASTal LIFE har derfor et konkret fokus på reetablering af de “hjemmehørende” forudsætninger og fysiske forhold for habitater og levesteder, og dermed hjælpe de pressede økosystemer, der kendetegner Limfjorden.
Overgangszone mellem land og Limfjord ved Løgstør (Foto: Henrik Rosenskjold).